En pædagogisk praksis-solskins-fortælling

Det er en varm sensommerdag i august. Jeg starter på mit nye job, i førskolegruppen. Da jeg kommer ind ad døren kender jeg de fleste af børnene i forvejen. Blandt alle børnene får jeg øjenkontakt med Emma. Hun har de varmeste hundeøjne, og det lækreste tykke, lange, brune hår.
Mine kollegaer Ulla og Hanne fortæller, at jeg nu også er voksen på stuen, og at jeg bestemmer lige så meget de gør. Emma kigger op på mig og smiler.

Da børnene skal ud på legepladsen, siger jeg til Emma at hun skal gøre sig færdig, og komme ud og få tøj på. Hun siger nej og smiler. Jeg holder ved og siger ”Jeg har bestemt, at du skal gå ud og tage tøj på nu”. Emma holder ved, og det ender med at Hanne må komme ind, og sige hun skal ud og have tøj.

Da vi kommer ud på legepladsen fortsætter Emma med at holde øje med mig. Da Emma kommer i konflikt med en af de andre børn omkring gyngen, bryder jeg ind og hjælper. Jeg høre Emmas side af historien, og jeg høre Nadjas side af historien. Jeg vurdere derefter at Nadja havde gyngen først. Emma bliver så frustreret over, at jeg tager Nadjas side, at hun smider sin sommerhat over hegnet, og smider sig ned på jorden i skrig og skrål.

Jeg fortæller Emma hvordan det hænger sammen. Jeg fortæller hende at, hun selv har valgt at smide sin sommerhat over hegnet, og vil gerne at jeg henter den til hende. Jeg siger den må ligge der ude lidt til Hanne kommer ud på legepladsen. Emma bliver sur og vred. Jeg fortæller hende at det er okay, at være vred men det er sådan tingene er.

Emma begynder at lege med de andre børn. Hun holder stadig øje med mig.  

Inden vi går ind fra legepladsen for at spise frugt, tager jeg Emma i hånden og fortæller hende at nu går vi sammen ud og henter hendes hat. Emma smiler…