Det var en varm
sommerdag, i den børnehave hvor jeg var medhjælper. Jeg havde taget tingene fra
tegnebordet, med ud til det af bordebænkesættene, der stod dejligt i skyggen af
en hvid parasol. En gruppe piger sætter sig og tegner, og vi tøsesnakker og
hygger. Bagved mig, står Simon. Han står, helt uden at sige noget, og rører
rundt, med en skovl i en spand. Jeg er opmærksom på Simons "alene leg",
men afventer og ser hvordan det udvikler sig, da han virker meget koncentreret.
Da Simon har stået lidt for sig selv, siger han pludselig, ud i det blå, som
fik han et spørgsmål af en, vi andre ikke kunne se: "Jeg laver mad…",
op fulgt af en meget koncentreret konstatering, og rynke i panden:
"Sovs!". Jeg spørger Simon, hvem han snakker til, men han bliver
ligesom revet ud af øjeblikket og kigger på mig, som om han ikke aner hvad jeg
snakker om. Jeg smiler lidt for mig selv, og lader Simon finde ind i sin lille
verden igen, mens jeg stadig har et halvt øre på, om han genoptager legen. Nogle
dage senere, da jeg snakker med pædagogen Hanne, fortæller hun, at Simon har en
usynlig ven, Sibaduka, som han ofte snakker og leger med. Han deler kun
Sibadukas eksistens med ganske få, og så vidt vides, er det kun hans forældre,
bror, pædagogen Hanne og mig, der den dag i dag, er bevidst om at vi har været
i Sibadukas selskab.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar