Den følelsesorienterede fortælling.
Jeg er Pædagogmedhjælper I en Børnehave, for de børn der samles et år før de skal i skole. Kristian på 5 år, er en dreng der har det lidt svært med at omgås sine jævnaldrende og har svært ved at leve efter de normer der eksister i børnehaven. Han er konfliktsøgende, både hos de voksne og også hos de andre børn. Han har sin egen dagsorden og er meget svær at rokke, når han først har sat sig noget i hovedet.
I dette tilfælde har jeg gjort en ekstra indsats for at imødekomme ham og lære ham at kende, da jeg i denne tro, mente at jeg bedre kunne få en slags forståelse for hinanden. Kunne nå ham, når han ikke ville gøre det der blev sagt og hjælpe ham med at møde de andre børn, når de legede. Men Kristian krøb lidt mere ind under huden på mig. Jeg fik den grimme følelse af at ”ham magter jeg bare ikke”. Min professionalisme blev afløst af magtesløshed. Det hele mundede ud i, at jeg havde en episode med ham, hvor vi skulle ud på legepladsen og det ville han ikke. En simple ting skulle man tro, men efter denne dag, valgte jeg i sammen med de andre voksne, at de tog over og jeg fik lidt ro fra ham.
Jeg blev overvældet af skam. Hvorfor føler jeg mig magtesløs over for Kristian, var jeg ikke professionel nok? Hvad mon de andre voksne/pædagoger tænkte? Og hvordan mon Kristian havde det?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar